Thomas Feltheim, cand.psych., aut. psykolog

Uddannelse og erfaring

Jeg er uddannet klinisk psykolog med en kandidatgrad i psykologi fra Københavns Universitet. Jeg er autoriseret af Psykolognævnet.

Min erfaring strækker sig over mange år, hvor jeg har specialiseret mig i behandling, udredning og supervision inden for psykiatrien. Jeg er til daglig ansat i et psykiatrisk ambulatorium, hvor jeg arbejder med psykoterapi med mennesker med komplekse psykiatriske tilstande.

Jeg har tidligere arbejdet som klinisk psykolog og supervisor i en privat psykiatrisk klinik og før det i socialpsykiatrien samt i det kommunale regi. De seneste år har jeg desuden haft privat deltidspraksis, hvor jeg arbejder med alt fra mennesker med psykoser til mennesker, der blot er nysgerrige på de indre og ydre omstændigheder, der former deres liv.

Jeg har altid vægtet min faglige udvikling højt. Jeg har en specialistuddannelse i psykoterapi med psykoser og svære personlighedsforstyrrelser fra Institut for Psykoseterapi samt en specialistuddannelse i psykodynamisk psykoterapi fra Region Hovedstadens Psykiatri.

Min psykoanalytiske dannelse har jeg hovedsageligt fra mange års deltagelse i Freuds Agora – Skole for psykoanalysen, samt deltagelse i seminarer både indenlands og udenlands.

Min interesse for psykoanalysen har ligeledes spillet en vigtig rolle i mit professionelle og private liv de seneste 15 år. Det betyder at jeg selv har gennemgået en længerevarende psykoanalyse og regelmæssigt deltager i kliniske og teoretiske seminarer samt modtager supervision af mit arbejde.
Mit faglige fundament er dels i den kliniske psykologi og psykiatri, og dels i psykoanalysen med særlig vægt på dens grundlægger Sigmund Freuds arbejde, samt den franske psykoanalytiker Jacques Lacan og hans videreudvikling af dette

Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening og følger gældende etiske retningslinjer og regler for fortrolighed og tavshedspligt som praktiserende psykolog.

Psykolog Thomas Feltheim